Ring på telefon 38 28 90 00 ellerkontakt os her

Info

Restaurant Bellahøjs historie går langt tilbage i tiden, idet  gården var beboet i 1682 af en Rasmus Nielsen og optegnelser viser, hvorledes gården gik i arv fra generation til generation frem til 1791, hvor købmand og grosserer Moses Levin Mariboe køber gården for 2.910 rigsdaler.

Det var en efter datidens normer stor gård; staldene havde plads til 24 køer og 8 heste. Familien Mariboe brugte gården som lystgård. Somrene tilbragte de her omgivet af den smukke park. Hans hustru Bella Henriques har sandsynligvis lagt navn til Bellahøj.

På grund af statsbankerotten i 1813 med den efterfølgende forringede pengeværdi afhændede købmand Mariboe Bellahøj til kontreadmiral Magnus Lütken for 85.000 rigsdaler. I skødet blev den benævnt “Avlsgården Bellahøj” og var på 50 tdr. land.

Familien Lütken ejede gården i over 100 år, og der førtes “stort hus” på Bellahøj med kendte københavnere som gæster. I 1867 indkøbtes en nærliggende gård, hvis jorder blev indlemmet i Bellahøj, som nu er på 100 tdr.

I 1875 var marineminister Otto Hans Lütken ejer og var i en årrække sognerådsformand. I 1899 solgtes en stor del af jorderne til Københavns Kommune, undtagen parken, som skulle overgå til kommunen, når fraflytning fandt sted. Det skete i 1900 og i 1932 overtog kommunen resten af Bellahøj: hovedbygningen og den omkringliggende have.

I 1935 begyndte dyrskuerne på Bellahøj og frem til 1967 var området hjemsøgt af alskens godtfolk og handlende.

I 1937 blev det derfor besluttet at indrette restauration i den gamle gård. Den første ejer var Jens Peter Jacobsen, som havde bevillingen fra den 26. maj 1938 frem til 1948, hvor H. K. Hansen overtog ejerskabet indtil sin død i 1951, hvorefter hans enke Clara Hansen drev virksomheden videre i over 34 år.

I 1984 overtog Anton Sønderskov Restaurant Bellahøj og drev den frem til 2011.

I september 2011 overtog vi Restaurant Bellahøj. Vi ønsker at tage Bellahøj med ind i en ny tid, hvor køkkenet og vores mangeårige erfaringer vil være omdrejningspunkt for alle selskaber på Bellahøj. Af samme grund har vi foretaget en omfattende renovering af alle salene. En renovering med respekt for den gamle gård.

I dag fremtræder Restaurant Bellahøj derfor som en moderne virksomhed med den gamle charme og elegance.

Vi glæder os til at byde jer og jeres gæster velkommen til jeres næste arrangement.

IMG_7392 IMG_7476